Af Tina Rønhøj/kommunikationskonsulent

Kampvalg mellem seks kandidater til tre poster i bestyrelsen på generalforsamlingen lørdag den 26. oktober, mundede ud i to nye medlemmer af bestyrelsen. Gyrit Madsen blev genvalgt og Søren Nygaard Sørensen og Mariah Kruse vandt de to andre poster.

Vores agtelse skal stige
Til generalforsamlingen fortalte Søren Nygaard Sørensen, at han kommer fra Horsens og har sin egen klinik i Aarhus. Sidder i samarbejdsudvalget i Region Midt, sygesikringsudvalget og er en del af formidlerkorpset.

’Jeg stiller op fordi mit hjerte brænder for vores fag og vil arbejde for, at vores agtelse stiger til nye højder. Jeg mener, at vi først er i mål som faggruppe, når borgerens kendskab til os er på højde med fx fysioterapeuter. Jeg mener også, at vi skal arbejde på at udvikle vores forretningsområde’.

Søren Nygaard Sørensen fik 122 stemmer af deltagerne på generalforsamlingen. Gyrit Madsen fik 92 og Mariah Kruse fik 59.

Vil samle medlemmerne
Hun fortalte, at hun er uddannet i 2014 og har klinik i et sundhedshus på Amager, hvor de er fire fodterapeuter. Hun har faglærervikar på fodterapeutuddannelsen i København og er en del af IKAS, hvor hun er surveyor i forbindelse med akkrediteringen af klinikkerne.

’Jeg brænder for at samle fodterapeuter - med og uden ydernummer - og for, at fodterapeuter bliver en naturlig del af sundhedsvæsenet. Jeg kunne godt tænke mig, at klinikejere bliver klædt bedre på til at drive klinikkerne. Og så vil jeg arbejde for en bedre økonomi i overenskomsten og at vores uddannelse bliver forlænget’.

Brænder for helbredstillægget
Gyrit Madsen, som var på genvalg til bestyrelsen, fortalte, at hun har været fodterapeut i 30 år og er en del af et klinikfællesskab i Glamsbjerg på Fyn. Hun fortalte også, at hun har været aktiv i foreningen i mange år, hvor hun blandt andet har siddet i sygesikringsudvalget, forhandlingsudvalget og været repræsentant i samarbejdsudvalget i Region Syddanmark.

’Jeg har været med til at opsige overenskomster og genforhandle den og blive en del af sundhedsvæsenet igen. Og jeg synes, at det superspændende at se, hvordan de andre regioner begynder at se på, hvordan det fungerer i Syddanmark. Mit hjerte brænder dog for det udvidede helbredstillæg, og der skal ikke være tvivl om, at jeg vil kæmpe for, at der skal være patientsikkerhed i tilskuddet’.

Søren Nygaard Sørensen og Mariah Kruse erstatter Therese Rye Jørgensen og Lone Brusvang, der begge har trukket sig fra bestyrelsesarbejdet.

Pia Mølgaard Kristensen blev valgt som 1. suppleant og Berith John som 2. suppleant. 

Mariah Kruse er nyvalgt medlem i bestyrelsen.
Mariah Kruse er nyvalgt medlem i bestyrelsen.
Søren Nygaard Sørensen er nyt medlem i bestyrelsen (arkivfoto)
Søren Nygaard Sørensen er nyt medlem i bestyrelsen (arkivfoto)