Af Tina Rønhøj/kommunikationsmedarbejder

Indbetalinger til kontingent er heldigvis ikke den eneste sparsomme kontakt, medlemmerne har med Danske Fodterapeuter. Medlemsundersøgelsen viser, at op til 60 procent af medlemmerne har været i kontakt med foreningens sekretariat i løbet af det sidste år. Den viser også, at fire ud af fem foretrækker at ringe frem for at skrive.

Glødende linjer
’Danske Fodterapeuter er til for medlemmerne og derfor glæder det mig, at så mange af vores gode medlemmer regelmæssigt er i kontakt med sekretariatet. Det er der mange årsager til. En del af forklaringen tror jeg skal findes i de mange forandringsprocesser, vores faggruppe har været igennem de sidste par år med det risikobaserede tilsyn, EU's persondataforordning (GDPR) og nu akkrediteringerne. Det har givet glødende telefonlinjer og et ekstraordinært travlt sekretariat,’ siger Tina Christensen, formand for Danske Fodterapeuter. 

At telefonen er populær, overrasker hende ikke, og det mener hun, at den fortsat gerne må være. Men hun kunne godt tænke sig, at medlemmerne i fremtiden i højere grad forsøger at finde svar på konkrete spørgsmål på hjemmesiden såsom branchekode og telefonnummer til PKA.

’Vi arbejder til gengæld hen mod mere hjælp til selvhjælp, hvilket hygiejnevejledningen og den journalføringsvejledning, der er lige på trapperne, er udtryk for. Samtidig vil vi også tænke i nye kommunikationsformer, som kan give endnu mere mening for medlemmerne.’

Populære kurser
Undersøgelsen viser også, at medlemmerne i den grad gør brug af kursustilbuddene. I løbet af de sidste tre år har 70 procent været på et af foreningens kurser; et tal der er steget med 13 procentpoint siden 2015. Mangel på tid er den største årsag til at medlemmerne ikke kommer af sted og tilfredsheden er høj med en vurdering på 7,3 ud af 10.

’Vi lægger en stor indsats i at tilbyde interessante og relevante kurser til medlemmerne og derfor er det en fornøjelse at se, at der så mange, som har været af sted på dem. Bestyrelsen arbejder kontinuerligt på at forbedre kursustilbuddene, og når vi har fået øje på områder, der skal have en ekstra saltvandsindsprøjtning, har vi i flere omgange afsat penge til at gøre kurserne eller gåhjemmøderne så billige som muligt’.

Hun mener, at det er vigtigt, at foreningen hele tiden er med til at løfte den faglige barriere, så medlemmerne har de rette kompetencer til at møde de krav, som patienterne og sundhedsvæsenet stiller til faggruppen som sundhedspersoner.

Hvad angår tidspunkt for afholdelse af kurser, deler spørgsmålet vandene. 42 procent af medlemmerne foretrækker, at kurserne afholdes i weekenderne, mens 36 procent foretrækker dagtimerne på hverdage.

Flere til kollegamøder
Kollegamøderne viser sig også at være lidt af et trækplaster. I løbet af de sidste tre år har 63 procent været af sted og dem, som ikke er kommet til møderne, siger, at den primære årsag er mangel på tid. Hvad angår medlemsmøderne, har 59 procent af medlemmerne deltaget i dem i løbet af de sidste fem år. 

’Jeg kunne godt tænke mig, at der var endnu flere medlemmer, der dukkede op til kollega- og medlemsmøderne, da de er nemme at komme til, fordi de ligger regionalt eller lokalt. Hvad angår kollegamøder, så lægger foreningens frivillige en masse tid og hjerteblod i at stable arrangementer på benene, og den indsats giver kun mening, hvis der er mange, som tager imod det. Jeg ved godt, at man kan være hængt op i hverdagen og derfor have svært ved at prioritere det, men det er fantastisk tilbud, som jeg kun kan opfordre til at deltage i, siger hun.

Møder og kurser også en del af det, medlemmerne får for deres kontingent.

Fire ud af fem medlemmer foretrækker at tage telefonen og ringe, når de vil i kontakt med Danske Fodterapeuter.
Fire ud af fem medlemmer foretrækker at tage telefonen og ringe, når de vil i kontakt med Danske Fodterapeuter.

Om undersøgelsen 
Medlemsundersøgelsen blev gennemført elektronisk blandt alle medlemmer af Danske Fodterapeuter i december 2018.
36 procent af medlemmerne deltog i undersøgelsen.