Af Tina Rønhøj, kommunikationsmedarbejder


Forestil dig, at du ligger vågen hver nat i tre til fire timer med smerter, der slår ned som lyn i fødderne og går hele vejen op igennem kroppen. Og at smerterne tilmed slår ned i løbet af dagen. Sådan havde Jan Kronborg det indtil for nylig, hvor han blev behandlet med en ny smertebehandling kaldet cryoneurolyse. Behandlingen fryser nerverne og blokerer for evnen til at sende signaler til hjernen.

Markant færre smerter
’Mine smerter startede for otte år siden, hvor jeg fik akut diabetes og neuropati efter en knæoperation. Lige siden har jeg været plaget af smerter, der fyldte så meget, at jeg hver nat vågende på det tidspunkt, smerterne plejede at slå til, fordi kroppen gjorde sig klar til at kapere det. I løbet af årene har jeg prøvet alle slags behandlinger og smertestillende. Men intet af det virkede,’ fortæller Jan Kronborg.

Siden han blev behandlet på Cryo Center Copenhagen i august i 2015, har Jan Kronborg været helt fri for smerter i venstre fod, som er erstattet af en følelse af at gå på sand eller vat. Smerterne i højre fod er der stadig, men det er markant mindre og dukker langt sjældnere op. Og kun sjældent om natten.

Fodterapeut viste artikel
’Det var min fodterapeut i Slagelse, der fortalte mig om smertebehandlingen, mens jeg fik en fodbehandling. Hun viste mig artiklen i Fodterapeuten, hvor jeg kunne læse om behandlingen. Derefter tog jeg kontakt til Cryo Center Copenhagen og har fået en rigtig god behandling fra første færd, og det har været helt smertefrit’, fortæller han.

Inden smertebehandlingen havde Jan Kronborg nogle gange svært ved at klare arbejdsdagen som uddannelsesvejleder med kun tre timers søvn om natten.

Smerter styrer ikke længere livet
’Efter at jeg er sluppet af med de fleste af mine smerter, har jeg fået meget mere overskud til mit arbejde som uddannelsesvejleder og til min familie. Smerterne styrer heller ikke længere min dag og nat, hvor jeg plejede at indrette mig efter smerteanfaldene. Det betød blandt andet, at jeg var nødt til at sove, når jeg var træt, for at sikre mig at jeg fik noget søvn, selvom klokken kun var otte om aftenen’, erindrer han.

Nu overvejer Jan Kronborg at få endnu en behandling i højre fod for at se, om det kan blive lige så godt som i venstre fod. Dog ved han, at der ingen garantier er. Men livskvalitet har han med garanti fået meget mere af.

Om smertebehandlingen
Cryoneurolyse er en ny, privat behandlingsform i Danmark, der kan lindre kroniske smerter ved at fryse nerver med ekstrem kulde og derved blokere evnen til at sende smertesignaler til hjernen. Cryoneurolyse kan blandt andet bruges mod smerter fra Mortons neurom, hælspore, nerveknuder efter kirurgi, gigt, neuropatiske smerter, fantom- og stumpsmerter og ryg/lænd og skuldersmerter.
Besøg Cryo Center Copenhagens hjemmeside.

Behandlingen er ikke dækket af sygesikringen, men Sygeforsikring Danmark giver tilskud på baggrund af en individuel vurdering. Nogle sundhedsforsikringer tilbyder også tilskud.