Af Tina Rønhøj/kommunikationskonsulent

Er du blandt dem, der stadig mærker efterdønningerne af coronanedlukningen, får du nu mulighed for at søge kompensation i en måned mere. Det betyder, at du kan søge om kompensation for i alt fire måneder fra den 9. marts til 8. juli 2020. Du kan dog også holde dig til at søge kompensation for de oprindelige tre måneder fra den 9. marts til den 8. juni 2020, hvis du ikke har behov for mere.

Samlet for alle fire måneder
Hvis du vælger at søge om kompensation for fire måneder, skal du være opmærksom på, at den nedgang, du har haft i omsætningen, skal beregnes samlet for alle fire måneder. Det kan derfor vise sig at være en økonomisk ulempe at udvide perioden med en måned, fordi du formentlig vil have langt flere patienter fra juni til juli, end du havde under perioden med kritisk funktion og den gradvise genåbning.

’Med kravene til hygiejne og afstand mellem patienterne kan man jo ikke være lige så effektiv, som man plejer, og så daler omsætningen pr. time. Klinikker med høj aktivitet vil dog alligevel næppe have fordel af at søge om en ekstra måned, mens dem, der stadig mærker en mere markant nedgang i omsætningen, måske kan drage nytte af det. Jeg vil dog anbefale alle at læse mere om de udvidede hjælpepakker, da der er enkelte forbedringer at opnå ved at sende en ny ansøgning, selvom man ikke søger om en måned mere’, siger Jesper Farbøl, juridisk konsulent i Danske Fodterapeuter.

Enkelte andre forbedringer
De enkelte forbedringer er blandt andet, at kompensationsgraden for tabt omsætning er hævet fra 75 til 90 procent. Og bundgrænsen for, hvor stort et omsætningstab, du skal have haft for at opnå kompensation for faste udgifter, er sat ned fra 40 til 35 procent.

’Det kan godt vise sig at være en fordel at gensende en ansøgning for dem, der ikke tidligere har kunnet opnå maksimumbeløbet på 23.000 kroner for tabt omsætning. Det kan også være en fordel for klinikker med aktivitet i hele perioden at sende en ansøgning om kompensation for faste udgifter, hvis man ikke tidligere har lidt et omsætningstab, der har været stort nok til at komme over den tidligere grænse på 40 procent. Hvis du sender eller gensender en ansøgning, kan du fortsat godt nøjes med at søge for de første tre måneder’, siger han.

Søg råd hos din revisor
Danske Fodterapeuter anbefaler, at du lader din revisor regne på fordele og ulemper ved at udvide perioden, du søger kompensation i, inden du træffer en beslutning. Har du allerede ansøgt om kompensation, men endnu ikke fået svar, vil din ansøgning blive behandlet efter de nye regler i de udvidede hjælpepakker.

Du kan søge om kompensation indtil den 31. august 2020 og skal fortsat indsende dokumentation for dit tab senest 8. december 2020.

Læs mere om dine muligheder for kompensation.

Hjælpepakkerne er udvidede, så du nu kan opnå kompensation i op til fire måneder. Foto: IstockPhoto
Hjælpepakkerne er udvidede, så du nu kan opnå kompensation i op til fire måneder. Foto: IstockPhoto

Kontakt os
Har du spørgsmål om de udvidede hjælpepakker, så kontakt Jesper Farbøl, juridisk konsulent i Danske Fodterapeuter.  Telefon 43205131 eller jf@fodterapeut.dk.