Af Tina Rønhøj/kommunikationskonsulent

AstraZeneca-vaccinen, som er blevet tilbudt fodterapeuter og andre i gruppe 4, fjernes fra programmet på grund af sjældne, men alvorlige bivirkninger. Det kom frem på et pressemøde, som Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen afholdt i dag den 14. april 2021.

Det betyder, at alle, der er blevet vaccineret 1. gang, tilbydes at blive vaccineret igen med enten Pfizer eller Moderna. Det er endnu ikke sikkert, om du skal have et eller to stik og heller ikke, hvornår det kommer til at ske. Du vil få besked via e-boks.

Har du endnu ikke fået det første stik, skal du visiteres igen, da årstiden og smittetrykket har ændret sig. Det betyder, at det ikke vil være alle fra gruppe 4, som ikke er begyndt på vaccination, der vil få tilbudt vaccination sammen med gruppen. Det afhænger af flere forhold såsom, hvor udsat du er på dit arbejde. Hvis ikke du tilbydes vaccination i gruppe 4, vil du i stedet blive tilbudt vaccination i henhold til din alder. 

Alle tider, der er bestilt, vil blive aflyst, uanset om du har modtaget 1. stik eller ej. 

14. april 2021