Fodsjæl fylder firs

Æresmedlem, overenskomstens moder og modtager af humanitær pris. Det er tre af de mærkater, man kan sætte på Kirsten Larsen, som har været foregangskvinde for faget gennem fire-fem årtier. Mandag den 8. maj fylder hun 80 år.

Af Tina Rønhøj

Gløderne i kakkelovnen blev holdt i live af skolelederen Kaj Rasmussen, da Kirsten Larsen i 1969 satte sig på skolebænken for at læse til fodterapeut. Dengang lå skolen i en toværelseslejlighed i Fodplejernes Hus på Bjelkes Allé på Nørrebro; hvor også foreningen holdt til. Alligevel var der plads til 20 på holdet.

’I teoretiske fag blev vi undervist af speciallæger eller andre, som havde en anden faglig baggrund. Det var jeg glad for, fordi de svævede over vandene og så tingene i et bredere perspektiv. Desuden var de vores kontakter til lægestanden og kunne støtte os den vej igennem’, siger Kirsten Larsen.

Større skole
Under hendes uddannelse flyttede skolen til nye lokaler på Blegdamsvej. Det var inden faggruppen skiftede titel til fodterapeut; og faget var autoriseret af Den Almindelige Danske Lægeforening, men faggruppen havde hverken statsautorisation eller overenskomst.

’Selvom der var hjerterum og livsglæde i det lille køkken på Bjelkes Allé, var det alligevel stort, da skolen flyttede. Vi fik et godt værksted, store klasselokaler, en frokoststue og flere toiletter’, siger Kirsten Larsen, som gik på det andet hold, der blev uddannet på den nye skole.

Brødnid og skepsis
Indadtil var faggruppen meget engagerede, aktive og videbegærlige. Og der var stor tilslutning til kongresrejser i Norden og til fodterapeuternes internationale organisation (FIP). Udadtil kæmpede alle fodbehandlere imidlertid med et blakket ry og skepsis i befolkningen. Hele branchen led af brødnid, fordi gruppen af uautoriserede var ti gange så stor som de autoriserede, der var en lille usynlig skare. ­­­Dengang var det også meget almindeligt at antage, at fodbehandlere var amputationsskyldige. Det var blandt andet fordi den teoretiske uddannelse hos de uautoriserede var lig nul. De vidste ikke, hvad de sad med. Derfor havde faggruppen et behov for at adskille sig fra fodbehandlere med en kortere uddannelse. I 1969 indførte Torsten Reumert, Fodplejerskolens lærer i ortopædi, fodpulstagning, hvilket var et vigtigt skridt, som gav faggruppen et særligt løft. Men det tog lang tid at implementere, husker Kirsten Larsen.

 

Kirsten Larsen står i øverste række, yderst til venstre.
Kirsten Larsen står i øverste række, yderst til venstre.

Hjem til Aarhus
’I 1972 blev vi statsautoriseret og det var stort’, siger hun i telefonen fra Aarhus, hvor hun er født og vendt tilbage til for et par år siden.

Det meste af sit voksenliv, har hun tilbragt i Virum, hvor hun også startede sin klinik i 1970. Først 37 år senere solgte hun den videre. Men det var langt fra Kirsten Larsens eneste faglige virkefelt. Allerede inden hun havde skrevet under på Fodplejerløftet i juli 1970, var hun startet som volontør på ortopædkirurgisk og medicinsk afdeling Bispebjerg Hospital.

Rystet af mangel på forebyggelse
’På Bispebjerg deltog jeg i behandlingen af amputationstruede fødder, og det rystede mig, at ingen af disse patienter nogensinde havde fået fodterapi. Påvirket af mine oplevelser tog jeg kontakt til Kaj Rasmussen. Og sammen med mine mentorer, overlægerne Philip Sager og Torsten Deckert, foreningens formand Ove Michelsen og Diabetesforeningen, henvendte vi os til Indenrigsministeriet. De fortalte os, hvordan vi skulle gribe det an med en ansøgning om en overenskomst, og vi gik herefter i gang med at dokumentere, hvilken forskel fodterapi kunne gøre for diabetiske fødder. Dokumentationen blev sendt til de relevante lægespecialer, som skulle give deres accept’, siger hun.

Overenskomstens moder
Efter fem år, megen dokumentation og regelmæssige ’rykkere’, lykkedes det at få en prøveordning i stand. Det mundede ud i den første overenskomst i 1975, der omfattede patienter med diabetes mellitus.

’Der er gode mennesker, der har sagt, at jeg var overenskomstens moder. Men det var jo kun muligt med den store lægelige opbakning og Diabetesforeningens indsats’, siger hun.

Få år efter blev overenskomstens andet speciale – ortonyxi - en realitet, fordi en gruppe fodterapeuter havde samlet dokumentation nok til at bevise fordelene ved bøjlebehandling kontra negleresektion. Efter at Ugeskift for Læger havde bragt en artikel med før og efter billeder, kom der mange henvisninger fra lægerne.

I de år, hvor Kirsten Larsen kæmpede for at dokumentere faggruppens faglige kompetencer, arbejdede hun videre på Bispebjerg Hospital. Først uden løn fra 1970-71, hvorefter stillingen blev lønnet fra 1972. For at få tid til hospitalsarbejdet, lukkede hun sin klinik ned to dage om ugen og satte et skilt på døren, hvor der stod, at hun var på hospitalsarbejde. Det gav anerkendelse og respekt.

Steno i 29 år
I 1975 ønskede Niels Steensens Hospital, som senere kom til at hedde Steno Diabetes Center, at oprette en fodklinik. Efter sammenslutningen med Novo i 1989 blev hun en fast bestanddel af fodklinikken i 29 år.

’Jeg var opsat på at udvikle mig hele tiden, men må erkende, at jeg groede fast. Hver gang jeg sagde, at jeg ville videre, mindede de mig om nye opgaver, der skulle løses. Jeg er især glad for, at vi efter mange tiltag fik indført en lønnet halvårsansættelse for fodterapeuter. Ordningen varede i 26 år, så jeg har i alt haft 52 fodterapeuter i praktik på klinikken. For tiden er praktikordningen dog nedlagt’, siger hun.

På Steno modtog Kirsten Larsen et legat på 25.000 kroner i 1991 fra DANDY-fonden, som hun ville bruge på et ganganalysesystem kaldet Musgrave FootPrint. Sådan et måtte Steno eje, mente hun, fordi det kunne måle belastningen i fodsålen barfodet under gang og identificere risiko for tryksår, inden det opstår. Novo Nordisk købte det til fodklinikken og i en artikel i fagbladet Fodterapeuten sagde hun dengang: ’Også fodterapeuter må vænne sig til, at vi lever i computeralderen, og fordelene er mange.’

International inspiration
I 15 år var Kirsten Larsen var også medlem af Steno Education Center, hvor hun underviste gæster og teams fra hele verden. Det har bragt hende til lande som Indien, Japan, Taiwan og Libyen.

’Man får mere ud af det, end man kan give, og jeg har fundet meget inspiration. Især i England og Skotland, hvor jeg har mødt gæstfrie og hjælpsomme kolleger. Jeg har været medlem af Diabetic Foot Study Group, hvilket sker ved at få accepteret abstrakt ved det årlige møde. Blandt andet har jeg præsenteret resultaterne af en undersøgelse, som Danske Fodterapeuter havde udført for at dokumentere fodsårsprofylaksens effekt efter 20 års samarbejde med lægerne om overenskomsten’, siger hun.

Kirsten Larsen var også primusmotor i opstarten af en fodklinik på Augusta Victoria Hospital i Jerusalem i 2004. Sammen med ti andre danske fodterapeuter har hun været med til at assistere fodklinikken på frivillig basis i mange år. For sin indsat har hun modtaget FIPS humanitære pris i 2011.

I løbet af samtalen fornemmer man tydeligt Kirsten Larsens taknemmelighed over for alle de mennesker, hun har samarbejdet med gennem årene. Allerhelst vil hun nævne dem alle. I dag er Kirsten Larsen ikke længere aktiv som fodterapeut, men hendes hjerte flyder over med forhåbninger for faget, når hun bliver spurgt om det.

Opfordrer til at søge viden
’Jeg kan kun opfordre kolleger til at komme ud af busken og fortælle om fodterapi. Og så skal man efteruddanne sig. Man kan lære så utrolig meget på konferencer, fx i Diabetic Foot Study Group. Man får virkelig fyldt rygsækken op. Desuden synes jeg, at det er vigtigt, at man er medlem af foreninger som Diabetesforeningen, så man holder sig orienteret om, hvad der sker’, siger hun.

Inden hun lægger telefonen, fortæller hun, at hun tilbringer meget tid med at benytte Aarhus´ mange tilbud sammen med en god ven. Og så besøger hun ofte sit sommerhus ved Limfjorden, som hun nu er kommet tættere på.

Kirsten Larsens blå bog
Uddannet fodterapeut i 1970
Klinikejer i Virum i 37 år fra 1970
Ansat på ortopædisk og medicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital fra 1970-1975
Ansat på Steno Diabetes Center i 29 år – fra 1975-2004
Formand for Fodterapirådet i Diabetesforeningen i 10 år.
Medlem Diabetes Foot Study Groups bestyrelse i seks år
Medlem af Bestyrelsen i ISPO – international organisation for bandagister og skomagere - i seks år.
Stenos Education Group i 15 år
Underviste yngre læger om fodterapi ved Århus Universitet fra 1980-85
Folkekirkens Nødhjælp August Victoria Hospital i Jerusalem fra 2004-2013