Af Tina Rønhøj, kommunikationsmedarbejder

Bejleri og kurmageri til kommunerne står højt på Danske Fodterapeuters politiske dagsorden på Folkemødet. I en følelsesladet debat om kommuner, oversete sundhedsfaglige kompetencer og kærlighed til borgerne vil Danske Fodterapeuter og tre andre, mindre organisationer erklære deres kærlighed til kommunerne. Og organisationerne vil fortælle, hvorfor de mener, at de er et perfekt match. Debatten munder ud i, at blandt andre Tina Christensen, formand, spørger kommunerne, om de vil være sundhedskærester med faggruppen?

Debatarrangementet foregår i Det Fælles Sundhedstelt, som vil være pyntet med hjerteballoner, der bærer #kommunekærlighed. Du kan kigge forbi hashtagget på Twitter og følge med i debatten eller følge med i hele teltets aktiviteter på #sundtelt.

Fodtjek i teltet
I Det Fælles Sundhedstelt vil Danske Fodterapeuter også tilbyde fodtjek med et politisk twist mellem debatarrangementerne. Gæsterne vil kunne få et fodtjek med henholdsvis fodpolitiske fakta, patientsikkerhed, brugerbetaling og tilskudstjek. Et tilbud som altid er populært.

Jeopardy med regionerne
Det ville dog ikke være et rigtigt Folkemøde uden det traditionsbundne fodpolitiske jeopardy. I år er det en række regionspolitikere og embedsmænd, som skal dyste i parathedsviden om fødder, fodpolitik og fodfakta. Lea Stentoft Berling, sekretariatschef, er vært for første gang, og er som garvet quizdeltager helt vant til disciplinen. I år vil svarene, som deltagerne skal stille spørgsmål til, være målrettet samarbejdet mellem fodterapeuter og regioner med et formål at gøre parterne klogere på hinanden. Fodpolitisk jeopardy holdes i FTF-A´s telt på Cirkuspladsen.

Vil du følge med i Folkemødedagene, skal du kigge forbi facebookgruppen, hvor du vil kunne se billeder og livevideoer. Følg også med i nyhederne her på hjemmesiden.

Se det fulde program for teltet eller søg på Folkemødets hjemmeside: https://program.folkemoedet.dk/
Se det fulde program for teltet eller søg på Folkemødets hjemmeside: https://program.folkemoedet.dk/

Danske Fodterapeuters program

Fredag den 15. juni 2018:

Kl. 9-10: Fodtjek og fodpolitiske fakta fra formanden for fødderne
Kl. 10.30-11.30: Fodpolitisk jeopardy (I FTFa´s telt på Cirkuspladsen, C29)
Kl. 10.30-12: Fodtjek med patientsikkerhed
Kl. 13.30-14.15: Debatarrangement: Kære kommune, vil du være sundhedskæreste med mig?

Lørdag den 16. juni 2018:
Kl. 9-10: Fodtjek og brugerbetaling
Kl. 10.30-11.30: Fodtjek og tilskudstjek

Du finder os i Det Fælles Sundhedstelt, Kæmpestranden (J42).

Det Fælles Sundhedstelt
Foruden Danske Fodterapeuter rummer Det Fælles Sundhedstelt; Ergoterapeutforeningen, Dansk Kiropraktor Forening, Danske Psykomotoriske Terapeuter, Dansk Sygeplejeråd, Kost- og Ernæringsforbundet, Danske Fysioterapeuter, Radiograf Rådet, Komitéen for Sundhedsoplysning, Danske Bioanalytikere, Apotekerforeningen, Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Jordemoderforeningen. 
Det er organisationerne selv, der planlægger og driver aktiviteterne i teltet.