Et af de første punkter på Danske Fodterapeuters generalforsamling i Korsør i dag, var kåringen af Årets fodterapeut. I år gik prisen til Winnie Lindersson fra København, der har været fodterapeut i 40 år.  

Winnie Lindersson er blevet indstillet af en kollega og Gyrit Madsen, næstformand i Danske Fodterapeuter, læste ordene højt, der ligger til grund for kåringen.

Øser af sin viden
Winnie er ikke en fodterapeut, man umiddelbart lægger mærke til i forsamlinger, da det ikke ligger til hende at være en højtråbende pige med store armbevægelser. Bag det stille og til tider uskyldige ydre, er der en engageret og vidende fodterapeut, som gavmildt deler ud af sin viden til kollegaer. At Winnie er en god kollega, er der vist mange, der kan skrive under på. Hun har øset af sin viden på sin egen rolige og jordnære facon. Man føler sig ikke “dum”, når man spørger Winnie til råds.'

’Winnie har været fodterapeut i 40 år, og hun har prøvet lidt af hvert. Arbejdet på hospital, undervist i indlægsfremstilling og har desuden drevet sin egen klinik i mange år. Hun er en vellidt klinikejer, hendes indlejere arbejder hos hende i mange år, da der er rart at være. Man lærer en masse, der lyttes til ønsker – ja, der hersker et godt arbejdsmiljø.'

'Hun er omstillingsparat og for hende er der ingen begrænsninger, kun lutter udfordringer.  Ting kan være svært, men Winnie skal nok lære det!'

'Hun deltager i erfagrupper og siger ikke nej til udfordringer fra Danske fodterapeuter. Blandt andet var hendes klinik med i pilotprojektet i forbindelse med akkrediteringen.  Hun er også en glimrende ambassadør og repræsentant for faget og fodterapeuterne.'

Prisen bør gå til Winnie på grund af hendes engagement, høje faglige niveau og hendes evne til at lære fra sig. Hun er et godt forbillede for os andre fodterapeuter.'

Meget overrasket
Da ordene havde lydt, rejste hele forsamlingen sig op og klappede hende op til talerstolen.

’Jeg blev meget overrasket, da Tina ringede til mig og fortalte mig, at jeg var Årets fodterapeut. Det var bestemt ikke noget, jeg havde regnet med. Og jeg var nødt til at spørge hvorfor. Jeg har haft lyst til at råbe det ud til hele verden’, sagde Winnie Lindersson, mens hun modtog en buket, et indrammet diplom og 5.000 kroner.

Om Årets fodterapeut

Årets fodterapeut udnævnes hvert andet år på generalforsamlingen. Medlemmerne opfordres til at sende indstillinger til bestyrelsen, som efterfølgende drøfter kandidaterne og vælger den, de finder mest egnet. Kandidaten får direkte besked inden generalforsamlingen og valget bliver offentliggjort til resten af medlemmerne på dagen.

Årets fodterapeut modtager et diplom, en buket blomster og 5.000 kroner kontant.

Tidligere modtagere af Årets fodterapeut er Daniel Madsen i 2017, Charlotte Midtgaard i 2015 og Anne Rasmussen i 2014.

Winnie Lindersson (th) er kåret til Årets fodterapeut på generalforsamlingen i Korsør den 26. oktober 2019
Winnie Lindersson (th) er kåret til Årets fodterapeut på generalforsamlingen i Korsør den 26. oktober 2019

Om Winnie Lindersson
Klinikejer i Københavns 
Nordvestkvarter siden 1986 
Uddannet fodterapeut i 1979. 
Medlem af Danske Fodterapeuters bestyrelse i midten af 90´erne. 
Har været ansat på Bispebjerg Hospital i 16 år. 
Har været midlertidigt ansat på Steno Diabetes Center Copenhagen.  
Har været medlem af flere udvalg, der arbejdede på en ny uddannelse. 
Pilotklinik i testning af akkreditering og med til at udarbejde best practice. 
Underviser på indlægskurser, holder foredrag og deltager i foreningens aktiviteter på eksterne konferencer.