Af Tina Rønhøj, kommunikationsmedarbejder

En kakofoni af stemmer har allerede fyldt Scandic Sydhavnen en time, inden tæppet for alvor går til Fagdagene 2018. Mellem udstillernes skranker, kaffeøer og hinanden går medlemmer rundt med fuldt opslåede blikke. Kl. 10.20 sharp har de cirka 200 deltagere fundet vej til vippestolene i konferencesalen, hvor Tina Christensen, formand for Danske Fodterapeuter, byder velkommen på podiet.

Overskærer fleksorsener
Jonas Hedegaard Andersen, læge og ph.d-studerende på Steno Diabetes Center Copenhagen, lægger ud med at fortælle om sin forskning, der skal vise, hvor effektiv overskæring af fleksorsenerne er til at behandle hammertæer.

’Man kan sige, at jeg har viet de næste tre år af mit liv til hammertæer. Jeg tror, at der er mange faktorer, der er skyld i hammertæer. Det er blandt andet hormoner, alder, vægt, sko, fodtype og diabetes. Jeg mener, at vi hidtil har været for konservative i forhold til at operere i diabetiske fødder’, siger han og viser en video, hvor man kan se og høre ortopædkirurg Klaus Kirketerp skære fleksorsenerne over med en nål. Det får mange til at skære ansigt og holde sig for ørerne.

’Patienterne siger, at det lyder som at knække kyllingeben. Operationen er ganske enkel og kræver blot lidt træning i at finde senen. Jeg mener, at fodterapeuter sagtens kan stå for operationen, der blot kræver lokalbedøvelse og en nål til at udføre det. Indgrebet har potentiale til at alle sundhedsprofessionelle kan lære det’, siger Jonas Hedegaard Andersen.

Biopsi tester nervefibre
Troels Stahelin Jensen, forsker i hjerne- og nervesystemet ved Institut for klinisk medicin i Aarhus, er den næste, der træder op på scenen. Han fortæller om de forskellige typer neuropati og hvordan man kan teste det på fødderne. Han har også bud på nye funktioner, som fodterapeuter kan varetage.

’Der er meget, som tyder på, at neuropati først angriber de tynde nervefibre i kroppen. Med simple hudbiopsier kan man undersøge antallet af de tynde nervefibre hos diabetikere, som har vist sig at være klart nedsat ved neuropati. Sådan nogle undersøgelser kan fodterapeuter godt udføre med lokalbedøvelse’, siger Troels Stahelin Jensen, der også giver udtryk for, at han har en ambition om at opnå et langt stærkere samarbejde med fodterapeuter om neuropati.

Vorter er et trækplaster
Uden mad og drikke duer fagdage-helten ikke, så nu er der frokost og fri leg hos udstillerne, der står på rad og række foran roll-ups i hallen. Kl. 13.30 ringer Heidi Sønnesen fra foreningens sekretariat med klokken og myretuen tynder hurtigt ud. I fem mindre lokaler står undervisere parat på workshops om aflastninger og bandager, V.A.C-terapi, Mollii-dragten, persondataforordningen og verruca vulgaris. Allerflest sætter sig i rummet, hvor Hassan Cökcer Tekin fortæller om vortebehandling for fulde huse.

Kage og café om mærkesager
Al den viden glider bedst ned med lidt sødt og koffein til at holde energien oppe.  Så i hallen står lange borde med kage, knækbrød og grøntsager i rigelige mængder. Og udstillerne tager en runde mere med gæster, der snart smutter videre til café med bestyrelsen. Øl og sodavand står nu klar til at stille tørsten, mens Malene Oeftiger, Bente Jensen og Tina Christensen giver en status på foreningens arbejde. De fortæller blandt andet om målene med at stramme op reglerne om helbredstillæg, om foreningens succeser med at sætte mærkesager på dagsordenen, om Fodens Dag, ambassadørkorpsets arbejde og de sundhedsfaglige formidlere. Lea Stentoft Berling, sekretariatschef, giver en status på anbefalinger om samtykke og lover at sende dem ud til alle medlemmer, når de sidste detaljer er faldet på plads.

 

Der var ikke flere pladser på Fagdagene 2018
Der var ikke flere pladser på Fagdagene 2018

Fyldte vinglas og dansefest
Kl. 18.30 holder en dobbeltdækkerbus foran Scandic Sydhavnen, hvor knap 80 festdeltagere stiger på med opsat hår og højere hæle. Bussen kører gennem regn og efterårsmørke til Scandic Kødbyen – et helt nyt, 70´er-trendy hotel i Københavns navle. Champagnen bliver serveret i foyeren og Pia Bondorph, der er ansvarlig for Fagdagene, byder velkommen på toppen af en trappe.

Døren går herefter op til festsalen, hvor otte runde borde er dækket op til fest. En tre-retters menu bliver serveret af tjenere, som virker lige så nye som hotellet, og det afføder overordentligt flydte vinglas og mere sparsom information om mad og vin, end man er vant til.  Inden tjenerne har serveret isdesserten, har bandet Hitministeriet fundet instrumenterne frem og er begyndt at spille popmusik for et tomt dansegulv. Ikke så snart er tallerknerne tomme, før dansegulvet fyldes med frejdige fødder. Ekstraordinært mange mænd er med – hele syv – og de vil faktisk også gerne danse.  

Dagen efter er en del af 200 stole konferencesalen uledsagede. Men the show must go on, og programmet disker op med to indslag om bevægelse.

Fantomsmerter sidder i hjernebarken
Kajsa Lindberg, der er fysioterapeut, har arbejdet med genoptræning efter en benamputation i ti år. Hun viser videoer af mennesker, hun har hjulpet til at gå med proteser. Hun fortæller, at fantomsmerter sidder i hjernebarken, og at man kan lære hjernen at slippe smerterne.

’Jeg hjælper folk med fantomsmerter ved blandt andet at bede dem kigge i ugeblade og markere højre og venstre fod på alle de kendte. Eller også beder jeg dem kigge på folk, der går forbi og forestille sig, at det er dem, der går. Disse teknikker kan dæmpe fantomsmerter’, siger Kajsa Lindberg.

Orteser til børn
Harald Böhm, læge og direktør for ganglaboratoriet på Børneortopædisk Hospital i Aschau, Tyskland, hopper op på scenen efter hende. Han viser også en lang række før- og efter videoer med børn med cerebral parese, der har fået forskellige ankel og fodorteser (AFO) til at hjælpe dem med gangudfordringer. Han fortæller blandt andet, at hospitalet arbejder målrettet for at finde orteser, der passer til det enkelte barns udfordringer og holder øje med uhensigtsmæssigheder, som kan være en hæmsko for behandlingen.

Nu kalder frokosten og flere besøg på standene, hvorefter workshopsene starter op igen. Psoriasisgigt, fodeksem, tværprofessionel videndeling og adfærd og smerteproblematikker hos børn er på plakaten.

Latterfest med optimist
Rosinen i pølseenden er Henrik Mathiasen, der er forfatter og erklæret optimist. Han hanker op i et publikum, der efterhånden har fået fyldt meget i ”skufferne”. Grin bølger befriende ind over konferencesalen, når han fortæller om sit liv med vrisne teenagedøtre og hans arbejde med at få dem til selv at vælge, hvad de vil lade deres humør påvirke af.

Han fortæller, at han selv været bange for at performe, fordi han har stammet siden han var barn. Men det er han ikke længere. Det handler om selvværd, og det vælger man selv – det hedder jo ikke andreværd, pointerer han.

Tina Christensen går nu på podiet igen og lader tæppet falde til Fagdagene 2018. Folk myldrer ud af salen, gennem hallen og ud ad Scandic Sydhavnens glasdør, hvor temperaturen er faldet adskillige grader siden dagen før.  

Sidste indslag på Fagdagene er -næsten- kun for underholdningens skyld.
Sidste indslag på Fagdagene er -næsten- kun for underholdningens skyld.
Workshop om tværprofessionelt samarbejde ved Maja Mühlendorph, klinikejer i Faaborg.
Workshop om tværprofessionelt samarbejde ved Maja Mühlendorph, klinikejer i Faaborg.
Troels Stahelin Jensen forklarer de forskellige former for neuropati.
Troels Stahelin Jensen forklarer de forskellige former for neuropati.
Salatbordet under frokosten på Scandic Sydhavnen.
Salatbordet under frokosten på Scandic Sydhavnen.
Hallen med udstillere.
Hallen med udstillere.
Jonas Hedegaard Andersen forsker i behandling af hammertæer.
Jonas Hedegaard Andersen forsker i behandling af hammertæer.
Fodterapeuter på Fagdagene fik flødeboller på et fladt flødebollefad.
Fodterapeuter på Fagdagene fik flødeboller på et fladt flødebollefad.
En ud af to workshops med dermatolog Hassan Cökcer Tekin, 1. reservelæge på Gentofte Hospital, om fodeksem og vorter.
En ud af to workshops med dermatolog Hassan Cökcer Tekin, 1. reservelæge på Gentofte Hospital, om fodeksem og vorter.
Workshop-koncentration.
Workshop-koncentration.
Henrik Mathiasen fortæller, hvad det betyder, at han er erklæret optimist.
Henrik Mathiasen fortæller, hvad det betyder, at han er erklæret optimist.