Af Tina Rønhøj, kommunikationsmedarbejder

Talerstolen på generalforsamlingen er ikke uvant for Peter Demant (udtales démant), der har været en del af foreningens etiske udvalg (tidligere råd) i fem år. Men det var helt nyt for ham at stille op til bestyrelsen, hvilket han gjorde på generalforsamlingen i november; og blev stemt ind efter et kampvalg.

Vil dyrke fællesskabet
’Jeg var meget beæret over og glad for de stemmer, jeg fik, fordi jeg gerne ville forsætte med foreningsarbejdet. Jeg kan godt lide mit fag og vil rigtig gerne have, at der bliver sat fokus på alt, hvad vi laver. Så vi kan videndele, bygge bro til hinanden og styrke sammenholdet’, siger Peter Demant i telefonen fra Dianalund, hvor han har en kort pause mellem to patienter. I 18 år har han været fodterapeut, hvor han både har været indlejer, kørt ud til plejehjem og været tilknyttet sygehuse. Efter syv år i faget startede han sin egen klinik.

Tungen lige i munden
For nylig deltog Peter Demant i sit første bestyrelsesmøde, hvor han kunne danne sig et indtryk af, hvilket arbejde, der ligger foran ham i de næste fire år.

’Jeg synes, at det var et meget positivt møde. Jeg var på fra starten af, og kunne mærke at jeg skulle holde tungen lige i munden, selvom jeg kender til det politiske arbejde fra etisk udvalg’, siger han.

Han fortæller, at han er meget observant af natur og har brug for få lagt tingene i de rigtige kasser, så han kan finde ud af, hvor han ligger holdningsmæssigt.

’Men når jeg først er kommet ind i tingene, vil jeg være den deltagende type, der udfordrer og stiller spørgsmål. Samtidig vil jeg også være den lidt irriterende, konservative type, der gerne vil holde fast i vores gamle værdier - alt det vi elementært har lært om fodterapi - selvom vi bliver underlagt en masse nye krav. Der skal selvfølgelig være plads til nytænkning og nye metoder, men vi skal holde fast i vores håndværk og have en dialog om dette. Derfor vil bestyrelsen nok opleve, at jeg sætter hælene i nogle gange’.

Deler sol og vind lige
Peter Demant bruger sin fritid på at løbe og gå ture med sin hund; hvis ikke han dyrker sin interesse i meteorologi. Når han skal samle sine tanker, bager han brød og kager. Han vedkender, at han har en høj retfærdighedssans og stræber efter at dele sol og vind lige. Ligeledes ligger etikken ham meget på sinde, efter at have arbejdet med området i fem år. Og den erfaring vil han tage med sig ind i bestyrelsesarbejdet.

’Jeg tænker meget over kommunikation, som jeg synes er enormt vigtigt i forhold til, hvor vi ender henne med hinanden. Derfor er det vigtigt, at vi respekterer hinanden og har en fornuftig dialog’.

Dér hvor det sker
At melde sig til bestyrelsen var ikke nogen svær beslutning for Peter Demant. Han vil gerne være med, hvor tingene sker. Ikke kun fagligt, men også privat, hvor han fortæller, at han har en stor vennekreds, som han i perioder bruger meget tid på. I de næste fire år vil en større del af hans fritid dog gå til foreningen og bestyrelsesarbejdet, men det lyder ikke til at bekymre ham.

’Jeg glæder mig til at være med og få indflydelse på beslutningerne. Det kan jeg allerede mærke nu, og det er rigtig rart’, siger han, inden han bliver afbrudt af den næste patient, der ankommer til klinikken.

Peter Demant som nyvalgt efter generalforsamlingen i Nyborg.
Peter Demant som nyvalgt efter generalforsamlingen i Nyborg.

Om bestyrelsesarbejdet

  • Man vælges for fire år ad gangen.
  • Deltager i cirka syv bestyrelsesmøder om året plus medlemsmøder og et årligt aktivmøde.
  • Tjekker mails mindst to gange om ugen og forholder sig til spørgsmål og godkendelser.
  • Modtager et årligt honorar og får dækket tabt arbejdsfortjeneste og transportudgifter.

    Bestyrelsen består af syv medlemmer og to suppleanter.