Sådan skal du forholde dig til nyt omsætningsloft

Fra d.1.oktober gælder en ny overenskomst, og med den kommer også en ny og mere fair metode for beregning af omsætningsloft. Det betyder, at eksisterende omsætningsloft skal genberegnes, og en ny metode til fastsættelse af omsætningsgrænser anvendes fra 1.oktober 2017.

 

Som ydernummerindehaver kan du søge om at dele din kapacitet med en behandlende medhjælp. Du kan dog kun få tilladelse til dette begrundet i specifikke årsager som fx svagelighed, uddannelse eller sygdom.
Hvis man opnår tilladelse, vil regionen fastsætte et omsætningsloft for at sikre sig, at medhjælperen aflaster dig og reelt ikke arbejder som en ekstra kapacitet for at skabe meromsætning. 

 

Fair beregningsmodel

Indtil d. 1. oktober 2017 er ydernummerindehavere, som har søgt om en behandlende medhjælp jf. overenskomstens §18, stk. 2 (i den gamle overenskomst: §16, stk.2) blevet pålagt et omsætningsloft, som typisk er blevet beregnet som den gennemsnitlige årlige omsætning de sidste tre år. Denne model var ikke optimal, da fodterapeuten fx kan have været syg forinden og dermed i en periode ikke har været fuld arbejdsdygtig, hvilket kan have påvirket omsætningen. Derfor fik Danske Fodterapeuter forhandlet sig til en ny mere fair beregningsmetode ved overenskomstforhandlingerne.

Med den nye overenskomst er den ”gamle” beregningsmetode med udgangspunkt i den gennemsnitlige årlige omsætning blevet skrottet, og fremadrettet skal regionerne anvende en ny model for beregning, hvor loftet fastsættes ud fra den højeste årlige omsætning de seneste 3 år inden for tilladelse. Den nye model er skrevet ind i overenskomsten.

 

Omsætningsloftet beregnes fremadrettet efter følgende model

§ 18 Medhjælp, stk. 2.

En fodterapeut med ydernummer kan via Danske Fodterapeuter ansøge samarbejdsudvalget om at dele sin kapacitet med en behandlende medhjælp. De omstændigheder, der kan begrunde ansættelse af en ekstra fodterapeut, kan være særlige familiemæssige årsager, uddannelse, ønsket om at stille sin arbejdskraft til rådighed for andre funktioner, fodterapeutens alder eller svagelighed. Yderen har fortsat det fulde ansvar for aktiviteten på ydernummeret. Regionen har mulighed for at pålægge yderen et omsætningsloft, som fastsættes på baggrund af den højeste årlige omsætning inden for de seneste 3 år, inden dato for tilladelse. Tilladelsen udløber, når fodterapeuten, der har fået tilladelsen, ophører.

 

ANMÆRKNING til § 18, stk. 2: Omsætningsloftet reguleres som minimum en gang årligt i henhold til aktuelt niveau jf. overenskomstens bestemmelser om regulering af honorarer samt udviklingen på den nationale ramme det forløbne år. Regionen meddeler årligt senest den 1. april ydernummerindehaveren, hvad det regulerede omsætningsloft for det pågældende år er. Parterne er enige om, at behandlende medhjælp jf. § 18, stk. 2, kan arbejde under flere ydernumre, idet de ikke anses som ekstra kapaciteter.

Efter overenskomstforhandlingerne har Danske Fodterapeuter aftalt med Danske Regioner, hvordan genberegningen af eksisterende omsætningsloft skal finde sted:

  • Regionen ser på det beregningsgrundlag, der ligger til grund for det eksisterende omsætningsloft, dvs. de 3 år der gik forud for tilladelsen.
  • Beregningsgrundlaget kan være såvel hele år som års perioder (fx 1.marts 2013-30.april 2016).
  • Såfremt tilladelsen er givet så langt tilbage, at der pga. den tidligere konflikt på området ikke foreligger et beregningsgrundlag 3 år tilbage, må det nye omsætningsloft beregnes ud fra det foreliggende grundlag, fx hvis der alene foreligger 2 års omsætning som grundlag for fastsættelsen af det eksisterende omsætningsloft.
  • Regionen skal senest d.1.januar 2018 have foretaget genberegning af alle eksisterende omsætningslofter for fodterapeuter med en behandlende medhjælp efter §18, stk. 2.
  • Det nye omsætningsloft reguleres til aktuelt niveau jf. anmærkningen til §18, stk. 2.

 

Hvis du har et omsætningsloft, som skal genberegnes, skal du derfor ikke selv gøre noget, men afvente et brev fra regionen vedr. genberegningen.

Med den nye overenskomst er der også kommet en ny måde at beregne omsætningsloft på.
Med den nye overenskomst er der også kommet en ny måde at beregne omsætningsloft på.

Mere information

Læs aftalen

Klik her, hvis du vil læse aftalen om genberegning af omsætningsloft.

 
Har du spørgsmål?

Kontakt da seniorkonsulent Mette Johansen, mj@fodterapeut.dk