Danske Fodterapeuter har spurgt Sundhedsstyrelsen om, hvorvidt en patient med diabetes kan erklæres rask af sin læge og derfor ikke skal have en henvisning til en fodterapeut.

Sundhedsstyrelsen har den 8. marts 2012 afgivet svar til Danske Fodterapeuter. I svaret oplyser Sundhedsstyrelsen, at ”diabetes må betragtes som en kronisk tilstand, uanset om patientens blodsukker måtte blive normaliseret med livsstilsændringer med eller uden medikamentel behandling. Det forhøjede blodsukker vil kunne komme igen, såfremt livsstilen atter ændres. Man kan således ikke raskmeldes for en diabetes i den forstand.”

De danske sundhedsmyndigheder har således meget klart slået fast, at en patient ikke kan raskmeldes for diabetes med den følge, at patienten ikke kan få en henvisning til fodterapeut.